|
|
| Velkommen |
Skadestedsfotograf.dk leverer presse & reportagefotos fra diverse politi- brand- og redningsindsatser, primært i Nordvestsjælland.
Samtidig prøver vi at vise offentligheden, hvor mange ressourcer der sættes i værk forbindelse med dagligdagens ulykker.
På skadestedsfotograf.dk vil du ikke se tilskadekomne, eller blod, da dette overskrider vores etiske grænser, samt er et udtryk for manglende respekt for tilskadekomne og pårørende.
Da vi leverer pressebilleder, er ingen af vores billeder manipuleret, retoucheret eller på anden måde ændret, med mindre det udtrykkeligt fremgår af billedet.
|
|
|
| Bilbrand på Løvenborg Alle ved Løvenborg Gods - 101026 |
 Kl. 20.48 indløber melding om bilbrand i det fri på Løvenborg Alle ved Løvenborg Gods, nordvest for Regstrup.
En forbipasserende bemærkede en brændende bil i udkanten af skoven og slog alarm.
Ved ankomst var bilen næsten helt udbrændt og brandfolkene fik hurtigt slået de sidste flammer ned.
Branden er efter al sandsynlighed påsat og politiet skal nu undersøge de omstændighederne omkring branden og hvordan bilen er endt i skoven.
Holbæk mødte med ISL og sprøjte
Politi med patrulje |
| Fem unge mænd anholdt i Vipperød efter røveri og grov vold i Holbæk - 041026 |
 Fra politiets døgnrapport:
Kl. 17.54 blev et røveri anmeldt. Ifølge forklaringen var flere maskerede mænd trængt ind på en adresse i Holbæk, hvoraf en af personerne havde haft en kniv.
Da patruljerne ankom til stedet, blev de mødt af en 35-årige mand, der stod med et blodigt viskestykke om hånden. Manden havde flere afværgeskader på hånd og arm fra en kniv, der var behandlingskrævende.
Kort efter mødte politiet en 20-årig mand, der også havde været på adressen. Manden var blevet udsat for slag, og havde fået frarøvet sin taske.
Kort efter fandt politiet frem til fem mænd i Vipperød, som blev anholdt og sigtet for røveriet. De fem mænd er i alderen 17-20 år fra Holbæk, Kalundborg og København. De fremstilles alle i grundlovsforhør klokken 13.00 ved retten i Holbæk.
Vi blev tippet sent og var derfor først i Vipperød kort før kl. 22. Her havde politiet afspærret et område ved Vipperød hallen som blev afsøgt med hunde. Vi nåede kun få oversigtsbilleder, inden afspærringerne blev ophævet.
Foto: Morten Kiel Sundgaard |
| Brand hos MENY på Smedelundsgade i Holbæk - 041026 |
 Kl. 12.40 indløber melding om Bygn.brand-butik på Smedelundgade i Holbæk.
Det viste sig at være hos MENY, som for kun et års tid siden også blev ramt af en brand, som dengang gav omfattende skader.
Denne gang var det heldigvis ikke så slemt.
Der var gået ild i et solcellepanel på taget og for en sikkerhedsskyld blev butikken evakueret, da man skulle sikre sig at flammerne ikke havde fået fat i selve tagkonstruktionen.
Branden blev hurtigt slukket og begrænsede sig til et enkelt solcellepanel.
Brandvæsnet brugte en times tid på efterslukning og gennemgang af taget. Herefter kunne butikken genåbnes.
Holbæk mødte med ISL, sprøjte, stige og tankvogn
Politi med ISL og 2 patruljer |
| Ung mand ramt af toget på Mørkøv station - 250926 |
 Kl. 21.00 indløber melding om Redn.-Personpåkørsel tog, på Jernbanevej i Mørkøv.
En ung mand var blevet ramt af et tog på Mørkøv station.
Brandvæsnet var hurtigt fremme, sammen med flere ambulancer og politiet.
En lægehelikopter blev også sendt til stedet. Manden blev tilset på stedet og herefter fløjet til yderligere undersøgelser og behandling på Rigshospitalet traumecenter.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser fredag aften til Ekstrabladet, at manden heldigvis ikke er kommet alvorligt til skade.
Som følge af påkørslen blev flere togafgange aflyst og der blev indsat togbusser.
Helikopteren og det store opbud af udrykningskøretøjer vakte en del opsigt, da byens gader var fyldt med ekstraordinær mange mennesker. Det skyldes af det årlige Mørkøv kræmmermarked løber af stablen i denne weekend.
Mørkøv mødte med sprøjte og tankvogn
ISL fra Holbæk
2 ambulancer
Lægebil
Lægehelikopter
Politi med ISL og 2 patruljer
|
| Alvorligt færdselsuheld på rute 22 Bjerge Landevej ved Bjerge - 220926 |
 Kl. 18.45 indløber melding om færdselsuheld med fastklemte på rute 22 ved Filipsdalvej syd for Bjerge.
En lastbil havde med stor kraft påkørt en lille personbil bagfra, hvilket resulterede i at bilen endte i modsatte vognbane, hvor den blev påkørt frontalt af en anden bil og endte på taget.
I den påkørte bil sad to personer. Passageren, en 26-årig mand omkom på stedet, mens føreren, en 36-årig kvinde blev alvorlig kvæstet. Hun blev i kritisk tilstand fløjet til Rigshospitalets traumecenter.
To andre personer slap angiveligt med mindre kvæstelser.
En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet.
Bjerge Landevej var helt spærret i flere timer mens redningsarbejdet, de efterfølgende undersøgelser og oprydningsarbejdet stod på.
Foto: Peter Rosten, 112Sjælland
Gørlev mødte med sprøjte og tankvogn
Kalundborg med ISL, sprøjte og redningsvogn med miljøtrailer
5-6 ambulancer
Akutlæge
Lægehelikopter
Politi med ISL, patruljer og bilinspektør
SOS Dansk Autohjælp med Sværvogn og fejeblad
MC Transport med 2 fejeblade |
| Skypumpe rev tag af etageejendom på Søtorvet i Hvalsø - 200926 |
 Kl. 19.42 indløber melding om ISL-forespørgsel på Søtorvet i Hvalsø.
I forbindelse med kraftige byger i området var en skypumpe opstået og ramte kortvarigt et mindre område i det centrale Hvalsø, hvor den nåede at forårsagede store skader.
En større del af taget på en etageejendom blev revet af og en overdækning til Super Brugsens kundevogne blev flået op og kastet 10-12 meter væk.
Der var mindre skader på Brugsens bygning og politiet havde også fået en anmeldelse om at et træ var væltet på Skolevej, sandsynligvis også på grund af skypumpen.
Området blev afspærret og brandvæsnet fik skåret kundevognsoverdækningen i stykker og flyttet det ind til siden.
Skadeservice blev tilkaldt og overtog herefter opgaven med sikring af området, afdækning af taget mm.
Da skypumpen ramte, var der flere personer i området, bla. kunder i Rema 1000, men til alt held var der heldigvis ingen personer som kom til skade ved hændelsen.
Hvalsø mødte sprøjte
ISL fra Kr. Hyllinge
Politi med ISL
Skadeservice
|
| Ung mand dræbt i voldsomt færdselsuheld på Kalundborgvej ved Tuse - 130926 |
 Kl. 11.04 indløber melding om færdselsuheld med fastklemte på Kalundborgvej ved Tuse.
Der var tale om en meget alvorlig ulykke mellem en taxa og en personbil.
Ulykken skete da personbilen, efter et skarpt sving, røg over i den modsatte vognbane og blev ramt af taxaen i en voldsom sidekollision.
Føreren af personbilen, en 19-årig mand, omkom ved ulykken. Taxachaufføren måttes skæres fri og blev bragt til behandling på Holbæk sygehus. Det er uvist hvor alvorlige skader han har pådraget sig, men han er meldt udenfor livsfare.
Kalundborgvej var spærret i over 3 timer, mens redningsarbejdet, bilinspektørens undersøgelser og det efterfølgende oprydningsarbejde stod på.
Holbæk mødte med ISL, sprøjte og tankvogn
Ambulancer
Politi med ISL, patruljer og bilinspektør
Falck med 2 TMA skiltevogne og 2 fejeblade |
|