Skovvejen/Rute21 spærret i begge retninger efter kraftigt regnvejr ved Jyderup - 220725
Skrevet af Sundgaard88 d. Juli 23 2025 02:06:18
Det seneste døgns tid er der faldet enorme mængder vand flere steder i landet.

Selvom Holbæk kommune overordnet slap med skrækken, set i forhold til hvad der først blev lovet, så gik dagens regnvejr ikke helt ubemærket hen.

Tirsdag eftermiddag havde det regnet så intenst i Jyderup, at vandet til sidst ikke kunne ledes væk fra Skovvejen. De omkringliggende regnvandskloakker havde simpelthen givet op og sendte en masse vand ned i viadukten under jernbanebroen.

Det resulterede i så stor en oversvømmelse at vejen måtte lukkes i begge retninger. Det samme var tilfældet med Holbækvej, som ligger parallelt med Skovvejen.

På Skovvejen havde en bil angiveligt været en tur igennem den enorme vandpyt og måtte afhentes af vejhjælp. To andre bilister måtte trækkes fri fra midterrabatten, da de havde forsøgt at vende om og finde en anden vej, men var kørt fast.

Natten til onsdag er Skovvejen, ifølge trafikinfo.dk, stadig helt spærret. Det samme gælder formentlig Holbækvej, da det er næsten umuligt at pumpe vandet nogen steder hen.


Der er omkørsel via Cementvejen, Slagelsevej, Sølystvej og Sølyst Skovvej.